Elbiler

Polestar 1: Hybrid gør Volvo sexet

Polestar 1

De tider, hvor Volvo var en kedelig kampvogn til familiekørsel, er endegyldigt ovre med præsentationen af denne frækkert. Polestar 1 er en hybrid med tre elmotorer, en firecylindret benzinmotor og et design, der i hvert fald ikke tiltrækker Berlingo-segmentet.

Tværtimod lader det til, at Volvo håber på at stjæle et par kunder fra Tesla.

Polestar – der egentlig var en tuning-afdeling hos Volvo – er brudt ud som eget brand og planen er, at de skal levere elektriske biler. Og hybrider. Der er annonceret tre modeller indtil videre; Polestar 1 går i produktion i midten af 2019 og Polestar 2, der bliver mindre og skal konkurrere direkte mod Teslas Model 3, kommer i produktion i slutningen af 2019.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Polestar 1 er baseret på Volvos Scalable Platform Architecture (SPA) og leverer hele 600 heste og et moment på 1.000 Nm. Den har desuden en elektrisk rækkevidde på 150 kilometer – det længste nogen hybrid kan præstere.

Kan ikke ejes … kun lejes

MERE OM SAMME EMNE:

Polestar bevæger sig også væk fra den traditionelle ejerskabsmodel. Polestar 1 kan købes online og kan udelukkende lejes på en to- eller tre-årig kontrakt. Der er ingen udbetaling og prisen – som endnu er ukendt – er alt inklusive, så man hverken skal bekymre sig om afskrivning, forsikring eller vedligeholdelse. Til gengæld bliver det nok ikke billigt.

Der er mulighed for at forudbestille Polestar 1 allerede nu – og der bliver med garanti rift om dem; der fremstilles kun 500 eksemplarer om året.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.