Elbiler

Porsche først med trådløs opladning af elbilen

Glem alt om ladeboks på væggen. Nu tilbyder Porsche 11 kW trådløs opladning hjemme i garagen.

trådløs opladning
Porches løsning leverer 11 kW trådløst (foto: Porsche)

Porsche er nu klar til at lancere trådløs opladning til elbiler – og bliver dermed den første bilproducent, der tilbyder teknologien i serieproduktion. I stedet for en wallbox på væggen og et kabel, du skal fumle med hver gang, parkerer du bare bilen over en særlig ladeplade i garagen eller carporten. Når bilen er korrekt placeret og parkeringsbremsen er slået til, starter opladningen automatisk.

– Brugervenlighed, hverdagsfunktionalitet og en velfungerende ladeinfrastruktur er stadig afgørende faktorer for at få elektrisk mobilitet til at slå bredt igennem, siger Porsches udviklingschef Michael Steiner.

Systemet, der officielt hedder Porsche Wireless Charging, leverer op til 11 kW, hvilket betyder, at en typisk hjemmeladning kan klares natten over – uden at du behøver røre en finger. Komfortfunktioner som timer-styring og forklimatisering er selvfølgelig også integreret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Via My Porsche-appen kan du overvåge opladningen, styre flere biler og tjekke, at det hele spiller. For at ramme ladepladen helt præcist får du hjælp af bilens Surround View-kamera, der viser en særlig opladningsguide på skærmen.

Først i Cayenne Electric

Det bliver den kommende Porsche Cayenne Electric, der får æren af at debutere teknologien. SUV’en får verdenspremiere sidst på året og kommer i 2026 til at kunne købes med den trådløse ladeplade.

Men Cayenne Electric handler ikke kun om komfort. Ved lynladere er den nemlig også bygget til fart: Op til 400 kW ladeeffekt lover Porsche – og det er tæt på at sprænge lydmuren i elbilernes ladeverden.

MERE OM SAMME EMNE:

Trådløs opladning kan hurtigt vise sig at være en gamechanger for elbil-ejere, der bruger bilen hver dag. Det bliver lidt som med mobiltelefonen: Når først man har prøvet trådløs opladning, virker det pludselig bøvlet at rode med kabler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Om teknologien forbliver et Porsche-luksusfænomen, eller om den breder sig til billigere biler, bliver spændende at følge. Men én ting er sikkert: Fremtiden for elbilsopladning er på vej til at blive både nemmere og mere elegant.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.