Teknologi

Telenor tænder for 2500 Mbit-internet

Folk med hang til særdeles høj fart på internetforbindelsen kan nu få deres lyst stillet hos Telenor, der åbner op for 2500 Mbit-abonnement.

2500 Mbit
Foto: Telenor

Bor du i en af landets fore største byer og har du hang til endog særdeles hurtige internetforbindelser, har du heldet med dig. Telenor har i dag lanceret et nyt MaxSpeed-internetabonnement med hastigheder på op til 2500 Mbit. Det fortæller teleselskabet i en pressemeddelelse.

Den potente forbindelse bliver i første omgang en realitet på nogle tusinde adresser i udvalgte områder i landets fire største byer, som er koblet på fibernetværket fra TDC Net, og Telenor sparer ikke på superlativerne:

– Det er internetforbindelsernes Ferrari, vi nu går ud og tilbyder. Hastigheden er især attraktiv for kunder, der for eksempel arbejder med meget komplekse grafiske filer, men den kan også friste folk, der bare gerne vil have en internetforbindelse ud over det sædvanlige, siger internetchef i Telenor, Lars Kyrø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Månedsprisen er 599 kroner, og antallet af nye adresser, hvor abonnementet er tilgængeligt, vil løbende blive udvidet. Man kan tjekke, om man bor på en af de heldige adresser på Telenors hjemmeside.

MERE OM SAMME EMNE:

– Indtil videre er det et udsøgt produkt for de få. Men langt de fleste vil stadigvæk have stor glæde af vores MaxSpeed-fiberforbindelse med 1000 Mbit, som vi nu kan tilbyde på omkring 2,5 millioner adresser landet over, siger Lars Kyrø.

Telenor tilbyder det nye 2500 Mbit-abonnement med selskabets WiFi 6-router, som med sine 8×8 antenner har gode betingelser for at nå ud i hjemmets fjerneste afkroge. 

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER