Volkswagen er kendt for Golf, Passat og elbiler med ID-navne. Men nu satser den tyske bilkæmpe på en helt anden slags produktlinje: currywurst. Ja, pølser. Fra juni 2025 vil en færdigret-version af den berømte VW-currywurst være at finde på hylderne i udvalgte tyske supermarkeder som Edeka og Netto, i det nordlige og østlige Tyskland. En landsdækkende lancering ventes at følge, fortæller Autocar.
Og det er ikke bare et PR-stunt. Ifølge Volkswagens egne tal blev der i 2024 solgt næsten 8,6 millioner af firmaets pølser – flere end antallet af biler og varevogne med VW-logoet, som landede på 5,2 millioner. Tager man hele Volkswagen-koncernen med, sniger bilsalget sig lige op over pølsesalget med 9,03 millioner – men det er stadig tæt løb.
Fra fabriksfrokost til folkeeje
Pølsen har været en del af Volkswagens kultur siden 1973, hvor den første gang blev serveret i virksomhedens kantine i Wolfsburg. Det var oprindeligt tænkt som et internt tilbud til medarbejderne, men currywursten fik hurtigt kultstatus og spredte sig langt ud over fabriksportene.
Artiklen fortsætter efter annoncen

