Elbiler

Dacia genopliver elbil med blakket ry

Den gamle Dacia Spring fik blot én stjerne i Euro NCAP. Nu prøver Dacia igen med en helt ny elbil, der deler størstedelen af teknikken med Renault Twingo.

Dacia
Den nye Dacia Spring er en Twingo i forklædning (foto: Dacia)

Dacia holder fast i navnet Spring. Men ellers er der ikke meget tilbage af den lille elbil, som tidligere bar det. Den helt nye Dacia Spring er blevet større, får moderne Renault-teknik og flytter samtidig produktionen fra Kina til Europa. Faktisk deler bilen så meget med den nye Renault Twingo, at Dacia selv beskriver de to som tekniske søskende.

Det kan være tiltrængt. Den hidtidige Spring fik nemlig en hård medfart, da Euro NCAP crashtestede bilen i 2021. Resultatet blev blot én ud af fem stjerner med blandt andet dårlig beskyttelse af førerens bryst og bækken samt en lav bedømmelse af bilens sikkerhedsassistenter.

Den nye generation er endnu ikke testet af Euro NCAP, så det er for tidligt at konkludere, hvor stort et sikkerhedsmæssigt spring Dacia reelt har taget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En Renault Twingo i forklædning

Under karrosseriet er den nye Spring bygget på Renault-koncernens nye RG-EV-platform til små elbiler – samme grundlag som Renault Twingo. Ifølge den danske importør deler de to biler omkring 75 procent af komponenterne.

– Groft sagt er alt det, man kan se, unikt Dacia Spring, mens alt det skjulte er Renault Twingo, siger pressechef Søren Hyltoft fra RN Danmark.

Spring er dog ikke bare en Twingo med et andet logo. Den er vokset mærkbart og måler nu 3,85 meter i længden og 1,74 meter i bredden. Bagagerummet sluger 337 liter, og under motorhjelmen kan der desuden monteres et 18-liters frunk til eksempelvis ladekablet. Det almindelige bagagerum er dermed næsten lige så stort som i den større Renault 5.

Dacia har samtidig valgt et mere kantet og robust design end Renaults retroprægede Twingo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

– Twingo er legesyg, farverig og fyldt med historie og nostalgi. Spring er robust og praktisk – en 100 procent Dacia, siger Søren Hyltoft.

Lille batteri og 250 kilometers rækkevidde

Teknikken understreger, at Spring først og fremmest er tænkt som bybil. Et LFP-batteri på beskedne 27,5 kWh giver op til 250 kilometer efter WLTP-normen. Elmotoren yder 80 hk og 175 Nm, mens 0-100 km/t tager 12,1 sekunder. Tophastigheden er begrænset til 130 km/t.

Den danske version får 11 kW AC-opladning og op til 50 kW ved en hurtiglader. Det sidste lyder ikke imponerende efter moderne elbilsstandarder, men det lille batteri betyder, at 15-80 procent ifølge Dacia tager 28 minutter. På 11 kW AC tager samme øvelse knap to timer.

Det er altså ikke bilen til de lange motorvejsetaper. Dacias egne data viser imidlertid, at ejere af den nuværende Spring i gennemsnit kun kører 34 kilometer om dagen, og tre ud af fire normalt lader bilen hjemme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmark får kun den dyre version

Spring kommer internationalt som Expression og Journey, men den danske importør har valgt kun at tage den bedst udstyrede Journey hjem. Det betyder blandt andet 16-tommer hjul, bakkamera, nøglefri adgang og en 10,1-tommer infotainmentskærm med trådløs Apple CarPlay og Android Auto. Dacias online-navigation og øvrige forbundne tjenester følger med i otte år.

Og netop valget af topmodellen gør prisen ekstra interessant. Dacia har endnu ikke offentliggjort den danske pris. Reuters skriver, at Spring på europæisk plan får en startpris på 17.900 euro (134.000 kroner), men den pris gælder ikke nødvendigvis den bedre udstyrede danske Journey-version.

Samtidig kan Renault Twingo lige nu købes fra 146.990 kroner herhjemme. Hvis Spring skal finde sin plads under sin Renault-søster, bliver Dacia derfor nødt til at ramme prisen ganske præcist.

Flytter hjem fra Kina

Der ligger også mere end modeludvikling bag den nye Spring. Den hidtidige Spring blev produceret i Kina, mens afløseren skal bygges sammen med Twingo på Renaults fabrik i Novo Mesto i Slovenien. Dermed slipper bilen blandt andet for EU’s ekstra told på kinesiskproducerede elbiler og kan samtidig kvalificere sig til støtteordninger, der favoriserer europæisk produktion i blandt andet Frankrig.

MERE OM SAMME EMNE:

Det kan være med til at holde prisen nede i en tid, hvor konkurrencen blandt Europas billigste elbiler bliver stadig hårdere. Den nye Dacia Spring kommer til Danmark efter nytår. Den præcise danske pris er endnu ikke offentliggjort.

Læs også vores test af den første Dacia Spring Electric.

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.