×
DRTVNetflixTophistorie

Medieaftale: DR får penge, Netflix må betale

Netflix og de øvrige streamingtjenester skal fremover betale et 'kulturbidrag' på 6 procent af omsætningen. Ny medieaftale præsenteret lørdag.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har lørdag formiddag præsenteret en politisk medieaftale, der skal give DR flere penge, mens Netflix og andre streamingtjenester må betale. Det skal sikre, at der produceres dansk indhold.

Streamingtjenesterne skal fremover betale et såkaldt ‘kulturbidrag’ på seks procent af tjenesternes omsætning i Danmark.

– Medieforbruget i Danmark er forandret. Internationale streamingtjenester fylder mere og mere, og derfor er det helt nødvendigt, at de også er med til at bidrage til vores kulturelle fællesskab. Med et kulturbidrag på 6 procent sikrer vi, at vi også i fremtiden har dansksprogede film, serier og dokumentarer af høj kvalitet, som kan samle og udfordre os, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Samtidig styrkes DR økonomisk med samlet over 100 millioner kroner over årene i aftaleperioden. Det har naturligvis vakt begejstring hos DR.

– Det en fornuftig medieaftale, som imødekommer en række af de største udfordringer, danske medier står over for. Særligt i forhold til, at der skal arbejdes aktivt for styrket demokratisk kontrol med techgiganter. Det er i den grad nødvendigt i en tid, hvor internationale streamingtjenester og techgiganter i stigende grad gør det svært for danske medier at komme ud med dansk indhold til danskerne, siger DR´s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.

Nyt center skal tøjle techgiganterne

Samtidig bertyder aftalen, at der etableres et nyt Center for Tech og Demokrati, som skal arbejde med tech-giganternes indflydelse på demokrati, trivsel og samfundsmæssig sammenhængskraft i Danmark.

Den nye medieaftale er blevet indgået mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti forlod forhandlingsbordet fredag.

Medieaftalen gælder frem til 2025. Hele aftalen kan læses her, men her er nogle af hovedpunkterne i aftalen:

  • DR styrkes økonomisk med samlet over 100 mio. kr. over årene i aftaleperioden.
  • Der indføres der et kulturbidrag for streamingtjenester på 6 pct. af tjenesternes omsætning i Danmark.
  • Styrket mediestøtte til lokale og regionale medier.
  • Mere støtte til nyetablering og udvikling af medier og mulighed for støtte til innovativ forretningsudvikling.
  • Opdatering af de nuværende rammer for mediernes ansvar, så borgernes retssikkerhed styrkes, og så de passer til den digitale medievirkelighed.
  • Public Service-puljen udvides til også at støtte dansk indhold til radio og podcast.
  • Et nyt Center for Tech og Demokrati etableres, som skal arbejde med tech-giganternes indflydelse på demokrati, trivsel og samfundsmæssig sammenhængskraft i Danmark.
  • Styrkelse af fakta-tjek-mediet TjekDet for at imødegå mis- og desinformation på digitale platforme og til Medierådet for Børn og Unge til styrket digital dannelse.
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.