×
TeknologiTophistorie

Spotify kræver øjeblikkelig handling mod Apple

Animeret af lanceringen af Apple One-abonnementet, kræver Spotify igen at myndighederne skrider ind over for Apple.

Spotify har længe været meget højrøstede i deres kritik af Apple og gårsdagens lancering af Apple One-abonnementet har fået svenskerne til at lange ud efter Apple endnu en gang. One-abonnementet indeholder nemlig Apple Music og det huer ikke den svenske musiktjeneste. Umiddelbart efter Apples Time Flies-event udsendte Spotify et aggressiv statement via Cheddars J.D. Durkin.

“Endnu engang bruger Apple sin dominerende position og urimelige praksis til at skade konkurrenterne og forbrugerne ved at favorisere sine egne tjenester. Vi opfordrer konkurrencemyndighederne til hurtigst muligt at begrænse Apples konkurrenceskadende adfærd, som, hvis den ikke kontrolleres, vil medføre uoprettelig skade for udviklerfællesskabet og true vores kollektive frihed til at lytte, lære, skabe og forbinde,” lyder det fra Spotify.

Apple var hurtigt ude med en officiel respons på Spotifys angreb. Til Reuters Stephen Nellis siger Apple, at One-abonnementet er ‘godt for forbrugerne’ og ikke forhindrer dem i at finde andre alternativer:

“Kunderne kan finde og nyde alternativer til hver eneste af Apples tjenester. Vi introducerer Apple One fordi det giver stor værdi for kunderne og er en enkel måde at få adgang til hele spektret af Apples abonnementstjenester. Vi anbefaler den Apple One-plan, der sparer dig flest penge i forhold til de abonnementer, du allerede har. Det er perfekt til alle, der elsker vores tjenester og ønsker at få mere for færre penge, og det er især godt for familier,” skriver Apple.

Det er langt fra første gang at Spotify langer ud efter Apple. I marts sidste år indledte tjenesten et decideret angreb mod Apple, der resulterede i, at konkurrencemyndighederne i både USA og i EU har indledt undersøgelser af Apples position på markedet.

Apples er i forvejen under pres på grund af armlægningskonkurrencen mod Epic Games og Fortnite.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.