Som de fleste af jer vil vide, brugte vi hele sidste uge i Las Vegas, hvor vi besøgte verdens største messe for gadgets og forbrugerelektronik, den årlige CES-messe. Nyheder var der rigeligt af, men her en lille uge efter messens afslutning har vi været en tur i helikopteren for at finde fem trends fra messen, som kan give et fingerpeg om hvad vi kan forvente af 2019.
Apple har noget i ærmet …
Først annoncerede Samsung at deres nye tv-modeller havde både AirPlay 2 og indbygget iTunes-afspiller, så man både kan se og leje film fra Apples bagkatalog. Siden meldte også LG, Sony og Vizio sig i AirPlay 2-køen. Specielt iTunes app’en er interessant. Den er et ret tydeligt fingerpeg om, at Apples rygtede streamingtjeneste nærmer sig lancering og skal spredes ud til så mange potentielle kunder som overhovedet muligt. Med faldende iPhone-salg har Apple brug for nye indtægter og tjenester er et oplagt sted at presse citronen. Visse medier mener endda, at tjenesten kan få premiere allerede inden sommerferien.

Teknologien bliver mere fleksibel
Helt bogstavelig. Hvad enten der er tale om husets største skærm eller den, du går rundt med i lommen, så bliver de større. Men de bliver også fleksible, så de kan foldes sammen og gemmes væk, når du ikke bruger dem. LG havde endelig en fuldt funktionel og næsten-klar-til-salg-údgave af sin foldbare fladskærm med til Vegas. Den 65 tommer store fladskærm kan rulles sammen i en stand, der samtidig dublerer som højttaler, når du ikke ser tv.
Artiklen fortsætter efter annoncen





