Så ankom de endeligt, de længe ventede IKEA-multirumshøjttalere som er lavet i samarbejde med Sonos. IKEA Symfonisk Boghylde kommer i møbelkædens varehuse i starten af august – og her er et godt råd, som vi også gav efter vores første indtryk af Symfonisk: Hvis du drømmer om at sætte et sæt op derhjemme, så stil dig i kø. De bliver populære – også mere populære end Bordlampen i samme serie.
Jeg har haft to af IKEA Symfonisk Boghylde sat op herhjemme i knapt tre uger, hvor jeg har haft rig mulighed for at lytte til dem – og det var med næsten urealistisk høje forventninger, at jeg flåede Symfonisk Boghylderne ud af æskerne, for at koble to af dem på et eksisterende Sonos-system. Men forventningerne blev faktisk indfriet; Sonos og IKEA har lavet en fremragende højttaler til en uhørt lav pris.
Symfonisk Boghylden kan alt det, en almindelig Sonos-højttaler kan og glider sømløst ind i enhver Sonos-opsætning. Men den fungerer naturligvis også alene eller sammen med andre Symfonisk-højttalere. På feature-fronten er den eneste forskel mellem en nyere Sonos-højttaler og Symfonisk, at sidstnævnte ikke har indbyggede mikrofoner til digitale assistenter. To Symfonisk Boghylder kan snildt sættes sammen i stereo-opsætning eller fungere som baghøjttalere i en Sonos-surroundløsning med en soundbar under tv’et – en løsning jeg i øvrigt synes at Boghylden egner sig fortrinligt til kva sin størrelse, pris og og mulighed for vægmontering.
Artiklen fortsætter efter annoncen







