Denon har leveret en pladespiller, der skiller sig markant ud fra de øvrige i testen. Ikke alene er Denon DP-300F en smule billigere end de øvrige – den er også fuldautomatisk, så både arm og hastighed styres ved hjælp af knapper. Ydermere har den indbygget pickup-forstærker. Det er simpelthen det tætteste, du kommer på en cd-afspiller, der kan spille vinylplader. Her på redaktionen er vi ikke pjattede med konceptet, for den dyre mekanik må betyde, at der er sparet andetsteds.
Firser-plastik
Det kunne for eksempel være designet. Det er … ekstremt firser-hifi-plastik-agtigt. Den vil passe perfekt ind i et stereorack med forstærker og båndoptager. Plinten er fremstilet af aluminium, men eksklusiv ser den ikke ud. Nærmere tværtimod. Når man ser, hvad man får til samme pris andetsteds, så er der ikke meget der frister ved DP-300F – altså med mindre, man decideret går efter en fuldautomatisk pladespiller og er bedøvende ligeglad med designet. Det er vi ikke.
Opsætningen kræver en smule, når pladespilleren er hevet ud af papkassen. Først skal pladetallerken, pickup og kontravægt monteres – og så sættes de respektive stik på plads. Men det mest avancerede er justeringen af nåletrykket, der kræver lidt tålmodighed. Manualen er ganske fortrinlig, idet den nemt får dig gennem processen. Der er, som nævnt, en intern pickup-forstærker i pladespilleren, men den kan temmelig nemt slås fra, hvis du foretrækker at benytte en ekstern (og måske bedre) RIAA. Knappen sidder gemt under pladetallerkenen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

