×
Multirumshøjttalere

Harman Kardon Omni 20+

Harman Kardons Omni 20+ lyder godt men mangler det sidste for at få topkarakterer

Harman Kardons har de seneste år bevæget sig længere og længere fra deres lidt støvede image som “ægte” hifi nørd mærke til et mere bredt mærke med masser af tilbud til den gennemsnitlige forbruger. Deres Omni serie er et godt eksempel på, hvor Harman er på vej hen. Omni er små højttalere der er lette at sætte op og bruge. Vi har fået et testeksemplar af Omni 20+, en opdateret udgave af Omni 20.

Diskrete og kedelige

Designet er ikke decideret grimt – men egentlig heller ikke enormt pænt. Omni 20 er den (indtil videre) største udgave i serien. Den er pilleformet, og fås i sort og hvid og kan både bruges alene eller i stereo – og så selvfølgelig som multiroomsetup. Byggekvaliteten virker god og solid, og igen – designet er diskret, så de fleste vil nok kunne lide designet. Vores sorte udgave er dog ret markant, så det er nok en god ide lige at tage et kig på den hvide udgave også, hvis man vil have noget lidt mere diskret.

Let setup

Omni 20+ sættes op i et par lette trin. Du sætter strøm til, installerer appen og følger en guide der blandt andet sætter dit wifi op ved blot at bruge det netværk, din telefon er på. Superlet at gå til. At bruge appen er for så vidt også ganske simpelt – forudsat altså, at du bruger den “rigtige” musiktjeneste eller har musikken lokalt på din telefon. Og her kommer vi til det største problem med Omni 20.

Apple mangler

Hvis du er inkarneret Apple bruger – og dem er der trods alt en del af i Danmark – så mangler der basale tjenester. En ting er, at Apple Music ikke er understøttet – noget andet er, at AirPlay heller ikke er understøttet, hvilket giver problemer. Hvis man bruger Spotify kan man naturligvis bruge Chromecast i stedet, men AirPlay 2 giver en ret fantastisk mulighed for at bruge højttalere fra forskellige producenter i et multiroom setup. Men altså ikke med Omni 20.

Lyden er i orden

Generelt er lydkvaliteten på Omni 20+ god – især selvfølgelig på musik i høj opløsning hvor du kan få alle detaljerne med. For Omni 20+ leverer rigtigt god detaljegrad i lyden både i diskant og mellemtone. Desværre er bassen en lille smule mere mudret og en smule for dominerende. Men det er småting, og der er ingen tvivl om, at Omni 20 er en af de bedste “små” højttalere vi har hørt – og næsten på niveau med BeoPlay M5 – der vel at mærke er over dobbelt så dyr.

Skal, skal ikke?

Omni 20+ er en god højttaler, rent teknisk. Men der mangler understøttelse af nogle af de standarder og tjenester som mange bruger – især Apples enheder er skidt understøttet. Har du derimod en Android enhed og bruger du Spotify – ja, så er Omni 20+ lige noget for dig.

Harman Kardon Omni 20+

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Karakter

Har du en Android enhed og bruger du Spotify – ja, så er Omni 20+ lige noget for dig.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.