AnmeldelseMobil og tabletsTophistorie

Anmeldelse: Samsung Galaxy S24 Ultra

Samsungs nye flagskib har måske nok AI funktioner, men det bliver ikke dem, du kommer til at elske mest - mere at det bare er en virkelig, virkelig god telefon

Samsungs største lancering i årevis – sådan blev det solgt, da den koreanske gigant i denne uge sendte deres S24 serie på gaden. Det var især de nye AI funktioner der fik en del kærlighed ved lanceringen, men nu hvor vi har haft telefonen i hænderne i nogle dage må konklusionen være, at S24 Ultra er en telefon der måske alligevel ikke er SÅ meget anderledes end de forrige generationer – i hvert fald ikke i hverdagen. Og så alligevel, for et par af de nye funktioner kan godt være nogle af dem, du som bruger kommer til at elske senere.

Design der ligner sig selv

Designet på S24 Ultra ligger grundigt op ad de tidligere generationer – og i øvrigt også den nu hedengangne Note serie. Du skal altså kunne lide det lidt firkantede design der er blevet standard for Samsungs topmodeller i S-serien, men det er for mig ikke nogen dealbreaker overhovedet. Heldigvis er de buede kanter som ellers var nærmest synonyme med topmodellerne helt lagt i graven, hvilket jeg personligt elsker – det er simpelthen bare mere behageligt at arbejde med. Og så er den nye skærm på S24 Ultra i øvrigt udrustet med en virkelig, virkelig tynd ramme der, sammen med det lille punch-hole kamera, får telefonen til at ligne én stor skærm og ikke meget andet.

 

Kamera i verdensklasse

Kameraet i den nye telefon er, mildt sagt, ekstremt godt. Jeg vil faktisk endda gå så vidt som til at sige, at jeg faktisk ikke har testet et kamera der leverer billedkvalitet på samme måde som hvad jeg får med S24 Ultra. I første omgang er det et virkelig, virkelig godt “lommekamera” – altså det kamera, du trækker op for hurtigt at forevige et øjeblik i hverdagen. Stort set hvert eneste billede du tager er godt belyst og skarpt – nærmest ligegyldigt, hvor hurtigt det går. Det er blandt andet på grund af de forskellige AI algoritmer i kameraets softwaren der sørger for, at selv om du kludrer lidt i det når du skyder billedet, så bliver det stadig et godt billede.

Der hvor dette kamera virkelig skiller sig ud er på zoom-funktionen. Da jeg testede iPhone 15 Pro Max var jeg egentlig ganske imponeret over, hvad jeg kunne gøre med de 5x zoom, men nu hvor jeg har set hvad Samsung kan gøre med S24 Ultras zoom, så må jeg bare sige, at billederne med iPhone 15 Pro Max hvor jeg har udnyttet alle 5x zoom ligner… Ja, noget værre hø, egentlig. Jeg har testet det 5-6 gange, simpelthen fordi jeg var skeptisk over, om der virkelig kunne være SÅ stor forskel på kvaliteten på de to kameraers zoom funktion, men det er samme resultat hver eneste gang; et billede med 5x zoom på S24 står knivskarpt – også når man kigger nærmere på det – mens billedet fra iPhone 15 Pro Max er, skal vi kalde det “uskarpt”, så er den vist ikke oversolgt. Herunder er to billeder hvor jeg har zoomet ind med 5x optisk zoom på de to telefoner. Bemærk hvor stor forskellen er i detaljegraden. Det skal siges, at lyset skiftede ret meget på grund af skydækket, så egentlig er det endnu mere imponerende at Samsung får så mange flere detaljer med, på trods af en smule mindre lys.

 

Samsung Galaxy S24 Ultra

En anden styrke på S24 Ultras kamera er dets ganske imponerende portrætfunktion. Bokeh effekten er virkelig overbevisende.

Bokeh-effekten giver lækker dybde i billedet, og selv det “svære” pjuskede hår står faktisk skarpt

Video på S24 lever faktisk langt hen ad vejen også op til kvaliteten på still-billeder. Her har Apples iPhone 15 Pro Max ellers været den helt ubestridte vinder, men nu er S24 serien altså oppe og snuse til trofæet. Video står skarpt og er ekstremt flydende og behageligt at kigge på.

Hastighed der slår… Det meste

Jeg har efterhånden været omkring det nogle gange; hastigheden på moderne smartphones er kun noget de allerfærreste bør bekymre sig om. Selv de allerbilligste smartphones i dag er hurtige nok til at kunne klare stort set alle opgaver, og selv ret tunge 3D spil afvikles flydende på de fleste. Især topmodellerne, som S24 Ultra naturligvis tilhører, leverer ekstrem ydelse. Når det så er sagt ER der forskel på telefonerne, og her slår S24 Ultra faktisk det nyeste flagskib fra OnePlus, deres 12’er.

 

GEEKBENCH 6SINGLE-COREMULTI-COREOPENCL
OnePlus 129724.70213.626
OnePlus 11 5G1.5564.6388.536
Samsung Galaxy S24 Ultra2.2927.24915.061
Apple iPhone 15 Pro2.9407.32727.160

Ikke bare slår den den – den smider den hen ad jorden. Det samme gør sig dog ikke gældende for den nyeste iPhone der stadig er den hurtigste knallert på havnen. Men når det er sagt klarer S24 Ultra sig altså helt og aldeles glimrende, og igen; du kommer ikke til at gå ned på ydelse på nogen af topmodellerne alligevel.

Vanvittig skærm

Sammenlignet med… Ja, alle andre skærme jeg har set på mobiltelefoner, nærmest, så er skærmen på den nye S24 Ultra stadig helt exceptionel. Den leverer lysstyrke og billedkvalitet der er helt i top. Der er stort set ikke nogen forskel på at se på indhold i strålende solskin og et halvmørkt rum – skærmen hamler uden problemer op med det. Sort er helt, HELT sort, og video ser decideret fantastisk ud på S24 Ultras AMOLED skærm. Opløsningen er 1440p og den er 6,8″ stor. Det er altså en kæmpe skærm, men den meget tynde ramme gør stadig, at telefonen som sådan ikke bliver helt enormt kluntet.

Sat op imod alt hvad jeg ellers har set over de seneste måneder på de nyeste telefoner, så vinder S24 Ultra helt uden problemer konkurrencen om den bedste skærm.

 

Og en pen hvis du skulle have lyst

S24 Ultra er Samsungs arvtager for topmodellerne i både S serien og Note serien som afgik ved en halvforkølet død for nogle år siden. Designet minder dog stadig om Note serien, og “nørdfingeren” gemmer sig også oppe i telefonen. Personligt er jeg egentlig ikke fan af konceptet, men, som den ansvarlige anmelder jeg er, har jeg naturligvis taget mig tid til at fedte med den. Og skulle du være typen der gerne vil tage noter eller lave små tegninger i hånden, ja så kan du roligt investere i S24 Ultra, for den lille pen er præcis og virker på alle måder efter hensigten.

Men hvad med det der AI?

AI er, for mig at se, stadig ikke ret meget andet end salgssnak. Og ja, jeg forstår godt trangen til at slå hårdt på tromme for en ny telefon der måske på papiret ikke er så enormt vild. Men jeg må bare sige, at S24 Ultra ER en vild telefon. Skærmen skiller sig ud fra mængden ved en kvalitet jeg aldrig har set lignende, hastigheden er i top og kameraet er decideret fantastisk. Og ja, så kan den måske nok oversætte en samtale sådan semi-simultant og det samme med en samtale på messenger. Men de mange forskellige AI-funktioner er for mig at se højst nice-to-have og ikke på nogen måde need-to-have. (Måske med undtagelse af “circle-to-Google” funktionen der, hvis man tegner en ring om noget på et billede forsøger at Google det – det er faktisk ikke fuldstændigt håbløst). Der skal altså meget mere REEL brugbar funktionalitet til for at det rigtigt giver mening at begynde at tromme hårdt for AI funktionerne. Nu skal det selvfølgelig siges, at jeg ikke har testet oversættelsesfunktionen med dansk – det findes ikke endnu. Men på engelsk til spansk virker det egentlig ret fint, og jeg afviser da absolut heller ikke, at mange vil kunne få noget ud af funktionen. Men det er bare ikke det vigtigste argument for at købe S24 Ultra. Og efter tre dage med telefonen, hvor jeg egentlig hyggede mig med at prøve AI funktionerne – ja, så glemte jeg egentlig alt om dem, og brugte telefonen præcis som jeg plejer.

 

Og alt det andet

Der er masser af små, men vigtige nyheder bagt med i den nye S24 Ultra. For eksempel er der nu Wifi7 og – måske en af de vigtigste ting på en telefon i denne prisklasse; den får nu opgraderinger til Android i hele 7 år! Det er faktisk en meget vigtig ting, for dagens mobiltelefoner bør sagtens kunne overleve i 7 år – og endda endnu mere, hvis man passer på dem. Det er ikke længere som tilbage i starten af forrige årti hvor en telefon blev grundigt kørt over af sin efterfølger blot et lille år efter udgivelse. Så du kan altså beholde din S24 Ultra i mange år – og være sikker på, at du kan få opgraderinger. Perfekt. En anden imponerende ting er batterilevetiden. Ved normalt brug “overlevede” telefonen i to hele dage, hvilket må siges at være virkelig godt. Bevares, der er også et kæmpe batteri, men alligevel. Det KAN være, det er her jeg virkelig kan se brugbarheden af AI, for Samsung siger at AI overvåger brugsscenarier og sørger for at telefonen hele tiden optimerer batteriforbruget.

Den bedste topmodel

S24 bør ses og vurderes på det den er; en flagskibsmobil der virkelig viser, hvad Samsung kan. Den er lækkert designet og føles “premium” og leverer på alt fra ydelse til skærmens kvalitet og et vanvittigt godt kamera. Så den kan fint klare sig i konkurrencen også uden alt det AI fluff den blev serveret sammen med. Og igen: AI funktionerne er ikke dumme overhovedet – de er bare heller ikke nødvendige på nogen som helst måde. Men er du på jagt efter en ny telefon og har du pengene til det, så er det faktisk nødvendigt at du tager et kig på den fine S24 Ultra, for det er den absolutte topmodel på Android-siden lige for tiden.

 

Samsung Galaxy S24 Ultra

Design
Funktioner
Kamera
Batteri og opladning
Ydelse
Pris

Fra 11.499 kr.

Samsungs nye topmodel sætter baren højt for, hvordan 2024's topmodeller skal præstere. Den har stort set ingen svagheder.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.