×
Mobil og tabletsTophistorie

Anmeldelse: Apple iPhone 12 Pro

iPhone 12 Pro er en god opdatering til en i forvejen god telefon. 5G, MagSafe og et nyt design er de vigtigste nyheder

Da rygterne begyndte at svirre om et redesign på iPhone, der ville få den nye iPhone 12 til at ligne den nærmest legendariske iPhone 5, så må jeg indrømme, at jeg var en af dem, der pludselig så væsentlig mere frem imod årets iPhone lancering; iPhone 5 er for mig en af de pæneste telefoner nogensinde med dens skarpe, industrielle design. Nu, hvor jeg så sidder her med iPhone 12 Pro og skal anmelde den, er mine forventninger til fulde opfyldt i forhold til designet – og det er endda inden vi begynder at tale om, hvad Apple har gjort med telefonen udover det nye design.

Lækkerhedsfølelse i top

Når man får iPhone 12 Pro i hånden leverer den et fantastisk indtryk. Det er simpelthen en lækker telefon at se på – og at røre ved. Den er en del tungere end iPhone 12, men det er for mig egentlig ikke noget negativt, for det får den til at føles mere solid (selvom det sikkert ikke er tilfældet). En anden forskel fra iPhone 12 er, at iPhone 12 pro har et bånd rundt på ydersiden i rustfrit stål i stedet for aluminium. Det skinner en smule mere men bidrager til det eksklusive look på telefonen. Der er, som altid, glas på bag- og forside, og det er en ny type som Apple selv har udviklet – altså sammen med Gorilla Glass, naturligvis – og som de hævder er op til fire gange stærkere end den forrige generation. Det har jeg, af gode grunde, ikke testet, så der må vi tro dem på ordet. I hvert fald ser det godt ud, og den matte blå farve, jeg har fået telefonen i, fungerer godt. I det hele taget er hele Pro-serien lavet i matte farver, hvilket må siges at være en fordel i forhold til iPhone 12-serien.

Generelt er designet noget nær det bedste jeg har set med dagens teknologi. Desværre gør FaceID, at der stadig er en begrænsning på, hvor lille den såkaldte “notch” kan blive, og den ligner derfor sig selv. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at den blev mindre – og naturligvis allerhelst forsvandt. Det ville give det sidste til et ellers næsten perfekt design.

5G er det nye sort

5G er endelig kommet til iPhone. Godt nok er der ikke åbnet op for den “hurtige” udgave af 5G på 3,5GHz båndet endnu, og mmWave, der er det ultimativt hurtigste, er ikke engang tæt på. Men jeg har haft mulighed for at teste med 5G på 700MHz båndet midt i København. Og her er der faktisk en ganske overbevisende forskel i hastighed på 4G LTE og 5G: På 4G får jeg en gennemsnitlig hastighed over tre målinger på 42Mbits. På 5G får jeg 186Mbits. Latency er også betragteligt lavere, og generelt føles 5G ekstremt hurtigt.

I forhold til mmWave, der som jeg nævnte er det klart hurtigste, så er det faktisk ikke engang muligt at bruge på de telefoner, der bliver frigivet alle andre steder end i USA. Men i praksis tror jeg ikke, det er et problem, især fordi jeg reelt ikke synes, mmWave overhovedet giver mening; det fungerer knap i regnvejr, en gipsvæg stopper signalet og man skal nærmest stå lige under en mast for at få effekten. Det er, med andre ord, vist bedst egnet i Parken og på Roskilde Festivalen. Men altså ikke noget, vi skal være kede af, at vi ikke får på iPhone 12-serien. I øvrigt kommer det tidligst til Danmark om to år. Der er altså to generationer iPhone mere i vente før vi reelt ser mmWave i Danmark. Forudsat, det overhovedet bliver til noget. Det skal i hvert fald ikke afholde dig fra at købe iPhone 12 Pro efter min bedste overbevisning.

Der har været lidt snak om, at der ikke er 5G tilgængeligt når man kører dual-sim, hvilket jeg dog ikke har prøvet. Ikke desto mindre skulle det blive løst med en software opdatering (link til MacRumours artikel på engelsk).

God skærm bliver endnu bedre

Apple har altid lavet gode skærme – eller rettere, de har altid fået andre til at bygge gode skærme til dem, som de så har fintunet via software. Hele serien af iPhone 12 modeller har denne gang fået OLED-skærme, og Pro har den fordel over den “rene” 12’er, at dens “gennemsnitlige” lysstyrke er højere. Det er en lidt underlig formulering, Apple leverer her, men i praksis betyder det, at den maksimale lysstyrke på telefonerne er den samme (1200 nits) men at ved normal brug vil 12 Pro ofte have 800 nits, hvor 12 vil have 600. Om det er noget, du kommer til at opleve i hverdagen er nok tvivlsomt.

Udover det, så er skærmen på 12 pro ganske glimrende på alle måder; farverne popper, men ikke for meget, og opløsningen på 2532 x 1170 leverer 457 PPI, hvilket faktisk er en smule mindre end hvad iPhone 11 Pro kunne byde på. Dertil skal dog siges, at skærmen også er 0,3 tommer større, hvilket faktisk gør, at den ser betydeligt større ud. Og de 6,1 tommer er i øvrigt et sweet-spot som jeg tror rigtigt mange vil elske. Personligt synes jeg, iPhone 11 Pro var en smule for lille, men størrelsen på 12 Pro er noget nær ideel til rigtigt mange mennesker.

Bedste point-and-shoot kamera

Konkurrencen fra de kinesiske producenter, især Huawei, er decideret voldsom, når det kommer til kameraer. Og lad mig sige det som det er; rent teknisk er iPhone 12 Pro ikke i nærheden af at slå eksempelvis Huawei P40 Pro, der har et decideret vanvittigt kamera.

Når det så er sagt, er det svært at finde nogen, der leverer en bedre “click-and-shoot” oplevelse end Apple. Altså den oplevelse man får, når man bare trækker telefonen op ad lommen for at tage et hurtigt billede. Den hurtige processor gør, at telefonen er klar til at tage et billede inden du når at finde motivet, og hastigheden på autofokus er hurtigere end noget, jeg har set tidligere. Med andre ord er man klar på meget kort tid – og billederne bliver generelt skarpe og velbelyste.

Billederne herunder er uredigerede fra en tur i Zoo i København (klik på dem for større version).

Nattebilleder bliver endnu bedre end på iPhone 11 Pro, og Apple kan noget med nattebilleder. De bliver simpelthen mere naturlige end flere af konkurrenternes; man får aftenstemningen med i billedet, hvor flere andre telefoner nærmest leverer noget, der ligner dagslys. Det kan også have sine fordele, men jeg synes stadig, Apples tilgang er bedre; hvis jeg tager et billede af en hyggelig aften på terrassen, vil jeg gerne have, at det faktisk ligner en hyggelig aften på terrassen.

Videooptagelse er også i en liga for sig selv. HDR i Dolbys udgave, Dolby Vision, er en ret vild tilføjelse, og videoer optaget i 4K med HDR er lækre på en helt ny måde.

Jeg har godt nok fundet en fejl i HDR-softwaren der giver nogle underlige skygger, men jeg har gjort Apple opmærksom på problemet, og de er ved at kigge på det. Eftersom fejlen ikke eksisterer på optagelser uden HDR er det formentlig en relativt simpel softwarefejl, der kan blive rettet i den førstkommende iOS-opdatering.

Hurtigere end nogensinde – igen-igen

Det er vel efterhånden overflødigt at skrive det, men A14, der er Apples nyeste og lækreste processor, blæser hatten af konkurrenterne, smider dem hen ad jorden og hopper på dem. Faktisk var konkurrenterne stadig kun ved at indhente A13, så med A14 udvider Apple forspringet.

Når det så er sagt må jeg også bare sige, at det i praksis, for langt de fleste, er fuldstændigt ligegyldigt. Hvis Apple “bare” havde proppet A13 i maven på iPhone 12 Pro ville det kun være meget få, udover typer som mig der sidder og laver benchmarks, der ville have mærket forskellen. Men nu jeg er ved benchmarks skal du da lige have dem:

Sammenligner vi med andre iPhones og Android telefoner er der ingen kamp; 12 Pro er vanvittigt meget hurtigere end de forrige iPhones med A13 – og der er langt ned til nærmeste Android, OnePlus 8 Pro.

GeekBench 5Single-coreMulti-core
Apple iPhone 12 Pro Max1.5944.099
Apple iPhone 12 Pro1.5964.086
Apple iPhone 12 mini1.5904.057
Apple iPhone SE 20201.3293.332
Huawei Nova 5T6782.422
Huawei P40 Pro7702.889
Huawei P40 Lite5871.831
Motorola Edge+9063.363
OnePlus 8 Pro9093.341
OnePlus 89013.374
OnePlus Nord6061.879
OnePlus Nord N106041.981
OnePlus Nord CE 5G6371.807
OnePlus 8T8913.168
OnePlus 9 Pro1.1273.686
Samsung Galaxy S20 Ultra9092.892
Samsung Galaxy S21 Ultra1.0993.387
Samsung Galaxy Z Fold311323519

Med andre ord får du med 12 Pro en telefon, der er lynhurtig, og som vil have kræfterne til at køre alle de apps, du kaster efter den i mange år frem.

Batterilevetid som sædvanlig

Jeg ville gerne skrive, at iPhone 12 Pro har bedre batterilevetid end den forrige generation, men det er desværre ikke mit indtryk, at der er nogle store forbedringer på denne front. Telefonen holder strøm i højst en dag ved hårdt brug, hvilket må siges at være i den lidt lave ende sammenlignet med flere af konkurrenterne. Heldigvis ser det ud til, at iPhone 12 Pro Max kommer til at holde en smule længere, hvilket vil gøre den til det oplagte valg for dem, der har brug for en ekstra lang batterilevetid. Når det så er sagt, så er en dags brug det, de fleste har brug for – for de fleste gør som mig og oplader om natten. Har man brug for et boost i løbet af dagen kan man smide telefonen på laderen. Eller … Det kan man i hvert fald, hvis man har købt en …

Ingen strømforsyning i æsken

Apple hævder, at hensynet til miljøet er grunden til at de ikke har lagt en strømforsyning i æsken. Det giver da også mening, at man både sparer miljøet for ekstra strømforsyninger når nu mange brugere har en i forvejen – og at man i øvrigt kan gøre kassen betydeligt mindre, hvilket sparer på både belastningen fra emballage og gør transport mere effektivt fordi man kan transportere flere telefoner på samme plads.

Når det så er sagt vil jeg ikke udelukke (som i slet ikke) at Apple også ser økonomiske fordele i at droppe opladeren i kassen. De har dog sænket prisen på den hurtigoplader man kan købe ved siden af, så den nu koster 169 kroner og den leverer i øvrigt 20W i stedet for de sølle 5W den medfølgende lader plejer at levere (til Pro modellerne sidste år fulgte dog en 12W, men stadig). Der er stadig kabel i kassen, og endda et USB-C et af slagsen. Og det bringer os videre til …

… Stadig ingen USB-C

Apple hævder, at deres grund til ikke at ændre på iPhone 12 Pro’s port er, at der er mange der stadig har bunker af tilbehør til deres iPhone. Men det er et lidt underligt argument; der var også mange, der havde masser af USB-A tilbehør til deres Mac. Det stoppede ikke Apple fra at skifte til USB-C, og der kunne de endda sagtens have tilføjet en enkelt USB-A. Derfor forstår jeg ikke, at de holder fast ved Lightningstikket på iPhone, når det efterhånden er det eneste produkt i deres line-up der har det, nu hvor iPad Air også er overgået til USB-C. I hvert fald ville det give mening at skifte på iPhone Pro først, så kan de skifte på den almindelige serie på et senere tidspunkt.

Fremtiden er trådløs

Nu har jeg brokket mig over manglen på USB-C og så kan overskriften på dette afsnit måske virke lidt mærkelig. Ikke desto mindre er det sandt, at om ganske få år kan vi forvente at de første telefoner helt uden indgange dukker op. Med i pakken til iPhone 12 Pro testenheden, jeg har fået, er der også en MagSafe-oplader, og for første gang med en trådløs oplader må jeg sige, at jeg føler at det er en fuldgod erstatning for kablet opladning; telefonen klikker let på opladeren, lader hurtigt og sidder godt fast. Jeg regner med, at der i løbet af ganske kort tid kommer bunker af MagSafe-opladere fra tredjepartsproducenter – for eksempel ville det være fedt med en oplader monteret på væggen.

MagSafe – simpelt og genialt

Og nu vi er ved MagSafe, så må jeg sige, at jeg er mere end almindeligt godt tilfreds med MagSafe-konceptet fordi det giver en hel bunke muligheder; Apple har selv vist vejen med en lille kreditkortholder og MagSafe-opladeren, samt forskellige covers, men der kommer helt sikkert også magnetiske holdere/opladere til bilen (eller cyklen?) fra tredjepartsproducenter. Jeg forstår faktisk helt ærligt ikke, at ingen har lavet det koncept før, for nu jeg ser det, er det jo så simpelt. Men i hvert fald er det endnu en pind til kablets ligkiste. Mit bud? iPhone 14 kommer uden indgange til kabler.

Er iPhone 12 Pro så årets bedste telefon?

Hvis ikke der dukker flere virkelig interessante flagskibe op i løbet af de næste tre måneder, så bliver iPhone 12 Pro nok årets bedste telefon. Siger jeg så det, fordi jeg er Apple fanboy, som nogle nok vil hævde? Det må jeg lade være op til læseren selv at bedømme. Faktum er bare, at 12 Pro er en helstøbt telefon stort set uden svagheder; den er ekstremt hurtig, skærmen er i top, designet er fantastisk og byggekvaliteten er uovertruffen. Med tilføjelsen af 5G og MagSafe er den væsentlig bedre end 11 Pro, og jeg må sige at den også slår stort set alle Android telefoner på markedet – både på hastighed og design. Hvis Apple havde skiftet til USB-C og havde fået bugt med “notch’en” ville jeg stort set ikke have haft nogle kritikpunkter.

Apple iPhone 12 Pro

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: Fra 8.899 kr.

iPhone 12 Pro er en god opdatering til en i forvejen god telefon. 5G, MagSafe og et nyt design er de vigtigste nyheder

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.