×
TophistorieYouTV

Yousee åbner for YouTV den 22. september

Danskerne får to nye streamingtjenester på en uge. Næste tirsdag åbner Yousee-satsningen YouTV for brugerne – blot en uge efter Disney+.

Yousee er klar til tænde for deres nye streaming-satsning, YouTV, skriver Flatpanels.dk. Det kommer til at ske tirsdag den 22. september; altså præcis en uge efter at Disney+ slår dørene op for danskerne. YouTV vil have mere end 40 kanaler og 8 forskellige streamingtjenester på menuen.

Yousee fortalte om sin nye tjeneste i starten af juli og siden da har en række betatestere gjort YouTV klar til masserne. Det er altså nu, det sker. I en mail til kunderne skriver Yousee at “Nu er det liiige om lidt, den 22. september 2020 går vi live med YouTv”.

YouTV bliver ikke en traditionel streamingtjeneste. I stedet bliver det nærmest en ompakket udgave af selskabets kabel-tv-baserede bland-selv-løsning, som nu slippes fri på nettet. I den nye tjeneste vil man kunne vælge mellem stort set de samme tv-kanaler og streamingtjenester som Yousee tilbyder i Bland Selv – og skifte dem ud efter behov. 

– Danskerne er førende i verden, når det gælder digital adfærd og streaming. Derfor er YouTv udviklet som en særskilt streamingtjeneste til de forbrugere, der ikke ønsker en traditionel tv-pakke, men gerne vil have let og fleksibel adgang til den samme underholdning, sagde Jacob Mortensen, direktør for YouSee, i juli måned.

Når tjenesten åbner, kan indholdet ses via chromecast, computer, smartphone og tablet og på længere sigt også på smart-tv samt Apple TV, oplyser selskabet.

Der er endnu ingen oplysninger om priserne, men vi opdaterer artiklen, når der kommer yderligere information fra Yousee.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.