Under gamingmessen E3 har Microsoft løftet sløret for Project Scarlett, der dækker over arbejdet med den næste generation af Xbox-spillekonsollen – og det lyder ærlig talt til at blive noget af et kraftcenter. Ifølge Microsoft vil den nye Xbox blive 40 gange hurtigere end den nuværende Xbox One S-spillekonsol og load-tiderne vil blive markant formindsket.
Det skyldes en række nye komponenter bag det hvide ydre, blandt andet en specialbygget processor der er baseret på AMD’s Zen 2 og Radeon RDNA-arkitektur, SSD-harddisk og GDDR6-hukommelse. Microsoft lovede, at det er rigeligt med muskler til grafik med 8K-opløsning og en framerate på op til 120 billeder i sekundet (det dobbelte i forhold til nuværende konsoller).
Monsteret er det ene ben i Microsofts kamp mod ikke alene Sony – den kommende PS5-konsol har også 8K-grafik, SSD-harddisk og 3D-audio – men også de nye gamingtjenester, der skyder op senere på året. Specielt virker Googles Stadia som en værdig konkurrent til de fysiske konsoller. Det andet ben er Microsofts egen spiltjeneste, der går under navnet Project xCloud og ligesom Stadia vil fungere på tværs af forskellige enheder.
Artiklen fortsætter efter annoncen

