×
Teknologi

Smartphone-salget kollapsede i februar

I al den tid smartphonen har eksisteret, har der aldrig været et større fald i salget. Coronavirussen får skylden.

Der blev sendt voldsomme 38 procent færre smartphones ud i butikkerne i februar måned i forhold til samme måned sidste år. Og det skyldes coronavirussen. Det skriver BBC, der citerer tal fra en rapport, der er lavet af researchvirksomheden Strategy Analytics.

Februar er ellers kendt som en af de ”store” måneder for smartphoneindustrien – ikke mindst på grund af Mobile World Congress, hvor nye modeller vises frem for verden. Messen blev i år aflyst på grund af pandemien. Men det er udbruddet i Kina, der er den væsentligste årsag til det dramatiske fald:

– Nogle fabrikker i Asien kunne ikke producere smartphones, og mange af kunderne kunne ikke og ville ikke besøge butikker for at købe nye telefoner, siger rapportens forfatter, analytikeren Linda Sui til BBC.

I rapporten anslås, at forsendelser af smartphones fra fabrikant til forhandler faldt fra 99,2 millioner i februar 2019 til 61,8 millioner i februar 2020.

– Februar 2020 bød på det største fald nogensinde på det verdensomspændende smartphonemarked. Dette er en tid, som smartphone-producenterne aldrig vil glemme, siger Neil Mawstron, der er administrerende direktør i Strategy Analytics.

Samsung lancerede i februar sine Galaxy S20 smartphones, der ifølge rapporter fra Korean Herald har solgt langt mindre end forventet, på trods af blændende anmeldelser. Apple har advaret om, at de ikke kan leve op til det forventede salg i årets første kvartal.

Og vi har sandsynligvis endnu ikke set det værste. Analytikerne forventer tilsvarene lave tal i marts, nu hvor virussen har spredt sig i Europa og USA. Hundreder af millioner af potentielle kunder er enten i karantæne eller uvillige til at shoppe.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.