Jeg bør nok krybe til korset allerede inden du begynder at læse denne anmeldelse: Jeg er ikke fan af Sonys designsprog når det kommer til mobiltelefoner. Jeg synes det er klodset. Tilbage i 2013 da de første telefoner med det “firkantede” design blev lanceret virkede det måske frisk og nytænkende – men nu har vi set det, Sony. Gør noget nyt. Det er i hvert fald den sang jeg har sunget lige siden. I år prøver Sony så med deres Xperia XZ2 at gøre noget lidt anderledes. Men det er et halvhjertet forsøg, der stadig ligner en telefon fra for 2-3 år siden.
(Stadig) kedeligt design
Det firkantede look, der efterhånden må siges at være Sonys kendetegn, er bibeholdt – eller i hvert fald nogenlunde bibeholdt – på XZ2. Den har dog fået en noget mere rund glasbagside, der ligner det vi så sidste år fra HTC med deres U11. Om det er pænt er en smagssag – i dette tilfælde er det en smule kedeligt. Især når man tager i betragtning at forsiden stadig ligner en Sony telefon fra 2013 – ganske firkantet og med ret store kanter i top og bund. Sammenligner man med eksempelvis Samsung, Huawei og OnePlus, skiller det sig i hvert fald ud fra deres nyeste topmodeller, hvilket kan være helt udmærket – med mindre altså, det bare virker bedaget – og det gør det desværre. Men Sony skal stadig have credit for ikke bare at løbe hovedløst efter strømmen og lave en iPhone X kopi som det vi ser komme fra flere konkurrenter nu.
Både for- og bagside er nu lavet i glas. Det giver blandt andet mulighed for trådløs opladning, hvilket er helt udmærket – men det giver også fedtfingre nærmest fuldstændigt frit spil. Når bagsiden samtidig er afrundet ligger telefonen aldrig helt stabilt på et bord, hvilket kan være virkelig irriterende.
Artiklen fortsætter efter annoncen

