×
Computere og tilbehørMobil og tablets

Microsoft Surface Pro 4

Denne fjerde udgave af Microsofts Surface Pro en ultraslank bærbar computer, der uden problemer også fungerer som en tablet. Designmæssigt ligner Surface Pro 4 sine forgængere, men der er barberet lidt af tykkelsen, der nu kun er på 8,45 millimeter. Kendetegnende er også ventilationshullerne hele vejen rundt, der er en nødvendighed, når Surface Pro kan leveres med en række forskellige processorer helt op til Intels i7-chip, der er noget af et monster at putte i en enhed, der på overfladen blot ligner en almindelig tablet.

Skærmen er på 12,3 tommer med en opløsning på 2736 x 1824 pixels. Derudover er skærmen lysstærk og virkelig god. Det hele er forsvarligt pakket ind i magnesium. Surface Pro er bygget som en tank og føles også mere solid end elegant. De skarpe kanter gør den da også en anelse mindre oplagt til at sidde med i skødet end en dedikeret tablet, til gengæld gør den indbyggede udklappelige stander, at den står bedre på et bord end nogen konkurrerende model. Den bliver ikke synderlig varm selv under intens brug, men til gengæld, så kan man opleve at høre den indbyggede blæser i fuld sving – noget vi ikke er vant til med tablets. Men for det meste er Surface Pro 4 dog helt og aldeles lydløs.

Pro som i professionel
Surface Pro er en ægte Windows-computer på godt og stort set intet ondt i en ulktrakompakt indpakning. Køber man udgaven med en i5-processor eller større, så er der muskler en masse og selv ikke iPads hidtil hurtigste chip A9X kan måle sig med Surface her. Endvidere har Surface Pro 4 også en grafikchip samt muligheden for oceaner af RAM og lagerplads (men det koster). Med den medfølgende pen er det bare at gå i gang med Photoshop eller en hel række andre professionelle programmer – også når du er på farten.

Type Cover-tastaturet er også til denne udgave et stykke ekstraudstyr, men et vi klart vil anbefale at man på forhånd regner ind i prisen, for det er fremragende. Det er billigere end tastaturet til iPad Pro og alligevel er det en anelse bedre. Det er det hidtil største Surface-tastatur med 1,4 mm mellem tasterne, hvilket er nok til at man kan skrive ordentligt. Tastaturet er endvidere udstyret med en god touchpad, der måske ikke overgår dem på en fremragende bærbar, men som gør et absolut hæderligt arbejde, har en fin præcision og et dejligt solidt klik. Og så er tastaturet bagbelyst og perfekt til arbejdet i et fly eller på et mørkt hotelværelse.

Men er det en god tablet?
Som det fremgår, så imponerer Surface Pro som ultratynd bærbar-afløser, men hvordan er den så, når vi kaster tastaturet til side? Skal du se film eller anden underholdning, så er den indbyggede stander kombineret med den fremragende skærm et klart plus. Tager du den på skødet og surfer på nettet, så er der klart tale om en habil tablet, men vi må erkende, at på trods af mange gode tiltag, så er Windows 10 bare ikke et mobilt styresystem. Der er masser af små ikoner og knapper, som er svære at ramme, og masser af tekst, der står knivskarpt på den højtopløselige skærm, men som i størrelse ikke er tilpasset tablet-brug. Og hvor det på pro-siden er en kæmpe fordel at have adgang til hele Windows’ softwarebibliotek, så er mængden af tablet-tilpassede apps ikke synderlig imponerende sammenlignet med hverken Android eller iOS.

Smarte små detaljer
Når man lærer sin Surface Pro at kende, så opdager og værdsætter man de mange små og smarte detaljer. Hvor den klassiske Windows pc – særligt over for Apples maskiner – står som det lidt kedelige og konservative, så er Surface anderledes frisk og fuld af gode påfund. Der er den lille indbyggede stander, som har været med fra den første Surface-model, fordi det netop er den gode idé, der gør Surface velegnet som erstatning for en bærbar. Men det er også gennemtænkt, at venstre side er magnetisk, så man kan ”lægge” pennen fra sig og altid finde den igen.

Den medfølgende pen er også udstyret med viskelæder, der samtidig fungerer som en knap, der med et enkelt tryk kalder OneNote frem, så man hurtigt kan grifle på en note. Og det er en genial detalje, at strømforsyningen er nem at klikke af og på, udstyret med en kort tyk strømledning og en lang tynd ledning fra transformator til stik, og at netop transformatoren er udstyret med et USB-stik, så man samtidig f.eks. kan oplade sin mobil – med andre ord som skabt til at bruge på farten og i alverdens hotelværelser, hvor man måske er i bekneb med adaptere til alle opladerne.

Den uundgåelige sammenligning
Det er klart at med det navn, de funktioner og den pris, så kan man ikke lade være med at sammenligne med Apples iPad Pro. Selv om begge på papiret henvender sig til de samme, så er det umuligt at kåre en klar vinder. Selvom iPad Pro måske lige er en kende mere elegant, så har de begge deres styrker. iPad er tyndest, har den bedste pen og et overlegent batteri. Men Surface Pro 4 glimrer med muskelkraften samt et overlegent tastatur. Og hvor super-iPad’en stadig mangler de fulde udgaver af f.eks. Photoshop eller andre professionelle programmer, så er Surface Pro en ægte pc og har dermed adgang til verdens største softwarebibliotek.

Så valget må i sidste ende komme an på dine konkrete behov. iPad Pros pen bliver med rette hyldet som den hidtil bedste af sin slags med både tryk- og tilt-følsomhed, hvor Surface Pro-pennen må ”nøjes” med 1.024 niveauer af trykfølsomhed – men det er stadig en ekstremt præcis pen og den har én vigtig fordel mere. Den følger med i æsken ved køb. Men vigtigst af alt er, at selvom der måske er punkter, hvor Apples bud er en tand bedre, så er der ingen, hvor Surface Pro 4 decideret skuffer.

Surface Pro 4 er en formidabel hybrid-bærbar, der fungerer perfekt som ultratynd rejsebærbar (når man har købt sig til det fremragende tastatur) og også klarer opgaven som tablet fint. Designet er lækkert og spækket med gode detaljer, og så kan du ud fra behov og pengepung konfigurere din Surface Pro 4 så den passer netop dig.

(Den testede version var udstyret med en Intel i5-processor, 4 GB ram og 128 GB lager samt et Type Cover tastatur)

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.