For nogle måneder siden tog jeg min første køretur i Audis første bud på en elbil – Audi e-tron. Dengang var jeg godt tilfreds med bilen på de fleste måder. I dag, efter at have haft bilen til test og kørt i den under hjemlige forhold, er min tilfredshed med den store elbil endnu større; Audis første bud på en elbil er en vinder, og hvis tyskerne ellers kan få styr på produktionen (der er vist lidt problemer med batteriproduktionen) bliver e-tron uden tvivl en kæmpe succes. I hvert fald, hvis du kan betale de mange penge den koster.
Traditionelt design
Både indeni og udenpå er e-tron, på trods af det futuristiske navn, en konservativt designet elbil. Her er ingen prangende mågevinger, ingen enorm skærm i midterkonsollen, og dørene skal åbnes og lukkes ved (gys!) håndkraft (omend min testmodel har servolukning, der hjælper lidt til). Den ligner altså på ingen måder konkurrenten fra Tesla, Model X (som vi har anmeldt her), der på mange måder er mere en stor computer på hjul end en bil med hjernen fra en computer.
I stedet får du en relativt traditionel SUV i et design der faktisk stort set ikke bliver lagt mærke til i gadebilledet – i hvert fald slet ikke på samme niveau som da jeg i sin tid testede de første Teslaer. Og hvis folk endelig lægger mærke til bilen er det mere fordi den simpelthen bare er lækker.
Artiklen fortsætter efter annoncen



