Mistanker om, at der kan være bagdøre i 5G-udstyr fra Huawei har kostet kineserne dyrt. Ikke alene har TDC fravalgt Huawei, danske politikere har også anbefalet, at Huawei omgås til udbygningen af 5G-netværkene herhjemme. Men nu kommer direktøren for den islandske post- og teleadministration, Þorleifur Jónsson, selskabet til hjælp.
I et interview med islandske medie Vísir siger han, der ikke er nogen beviser for, at Huaweis udstyr udgør en sikkerhedsrisiko. Han “frikender” altså ikke Huawei, men gentager det, som kisenerne hele tiden har argumenteret: Der findes ingen beviser.
– Vi har været i kontakt med vores søsterorganisationer i og uden for Europa, og ingen steder har det vist sig, at Huawei har handlet ulovligt eller ikke kan tilbyde den samme grad af sikkerhed som andre virksomheder. Som det forholder sig lige nu, kan jeg ikke med sikkerhed sige, at der er nogen fare på færde, siger Þorleifur Jónsson i interviewet.
Artiklen fortsætter efter annoncen

