Urbanears er mest kendt for deres hovedtelefonserie, som generelt er en ret fin standard. Men nu, hvor alt og alle råber på multirum højttalere har Urbanears naturligvis tænkt, at sådan nogle fætre må de også bygge – og sådan opstod Stammen og dens storebror Baggen, som vi har fået til test.
Kassedesign
Baggen er i udgangspunktet bare en kasse pakket ind i stof – med et par knapper på og et meget diskret lille mærke a la Libratone Zipps logo syet på. Stoffet virker som nogenlunde kvalitet, omend det slet ikke leverer samme lækre følelse som det, B&O Play bruger på deres produkter, og højttaleren er tung, hvilket tyder på, at den vil kunne levere lyd der virkelig kan fylde et rum – men det kommer vi tilbage til. Om Baggen er pæn? Njah. Den er ikke decideret grim, men den er en smule kedelig, og når stoffet ikke føles specielt lækkert får det hele konceptet til at virke lidt billigt.
Ovenpå højttaleren har Urbanears placeret to analoge knapper, som kan bruges til at skrue op og ned og skifte imellem forudindstillede radiostationer. Det undrer lidt, at de stationer der installeres automatisk er BBC og KCRW fra Santa Monica…? Hvorfor ikke bare have en lokaliseret installation der vælger de 7 mest populære i det område, højttaleren installeres i? Det er dog relativt let at skifte stationerne ud, men alligevel.
Artiklen fortsætter efter annoncen

